Reformationen
Reformationen blev officielt indført i Danmark med recessen af 30. oktober 1536 efter længere tids politisk og kirkelig uro.
Reformationen medførte et brud med den katolske kirke og dannelsen af en ny protestantisk kirke, der byggede på den tyske reformator Martin Luthers teologi. Kirken og samfundet var nu ikke længere bundet til paven i Rom. Lutherdommens indførelse i Danmark skete både fra neden, ved at folk tilsluttede sig de nye prædikanter, og fra oven, da kongen gjorde lutherdommen til den eneste tilladte religion. Udviklingen frem mod reformationen i Danmark tog sin begyndelse i 1520’erne og kulminerede i 1536 med reformationens gennemførelse.
Reformationen medførte ikke blot forandringer af de kirkelige forhold, men også en række væsentlige samfundsændringer. Nogle skete med det samme, andre først efter længere tid.
Den danske reformation udviklede sig i flere hastigheder og på flere niveauer. I begyndelsen kaldte man ikke altid reformationen luthersk, men i stedet evangelisk, fordi Luther lagde vægt på forkyndelsen af evangeliet. Den endelige reformation af Danmark skete ved en kongelig beslutning i 1536, men inden da havde reformationen været på vej mange steder. Allerede Christian 2. (født 1481, regent 1513-1523) indførte love (Land- og Byloven af 1522), der var præget af tidens reformtanker og bl.a. begrænsede kirkens magt. Lovene var en medvirkende årsag til, at Christian 2. i 1523 blev afsat som dansk konge og måtte flygte ud af landet. Flugten gik i første omgang til Wittenberg, hvor Christian 2. mødte Luther og tilsluttede sig lutherdommen. Hans dronning, Elisabeth af Habsburg, der var søster til Europas mægtigste fyrste, den katolske tysk-romerske kejser Karl 5. (1500-1558), modtog under deres ophold i Tyskland nadveren i begge skikkelser, dvs. at hun både fik brød og vin under altergangen – det mest tydelige tegn på overgangen til lutherdommen. Ved den katolske nadver modtog menigheden nemlig kun brødet, mens vinen var forbeholdt præsten, dog på menighedens vegne.