Absalon: Biskop af Roskilde 1158-1192, ærkebiskop af Lund 1178-1201. Fremtrædende medlem af Hvide-slægten. Absalon var i tæt samarbejde med kongerne en nøglefigur i den kombination af ekspansion, europæisering og samfundsomlægning, der prægede Danmark i anden halvdel af 1100-tallet.

 

Absalon blev født som anden søn af en sjællandsk stormand ca. 1128. Han voksede op sammen med den senere kong Valdemar den Store, med hvem han fik et livsvarigt venskab. I sin ungdom studerede Absalon teologi i Paris men vendte hjem tidsnok til, at han overværede Blodgildet i Roskilde 1157. Året efter sørgede Valdemar for, at Absalon blev valgt til bisp af Roskilde som tak for Hvidernes støtte under borgerkrigen.

​

Som nybagt biskop lagde Absalon hovedparten af sin energi i bekæmpelsen af venderne. Den lange borgerkrig havde givet disse slaviske stammer næsten frit spil på de danske kyster, og især det østlige Danmark var plaget af deres røveriske overfald. Absalon oprettede en vagtflåde, begyndte at befæste kysterne og drog selv ud med flåden for aktivt at bekæmpe sørøverne og angribe dem i deres hjemlande. I 1167 byggede Absalon som led i forsvaret af landets kyster mod venderne en borg i det senere København, som han fik overladt af kong Valdemar.

​

Absalon støttede ubrydeligt Valdemars kongedømme og optrådte som hans trofaste rådgiver. Han stod også ved kongens side efter, at det pga. Valdemars anerkendelse af den af kejseren støttede modpave, i 1161 kom til brud mellem Valdemar og landets ærkebisp Eskil. Først i 1167 kom det til forlig og Eskil vendte hjem fra sit eksil.

​

Ved midsommer 1170 assisterede Absalon ærkebisp Eskil under Kirkefesten i Ringsted, hvor Valdemar den Stores far Knud Lavard ved en ceremoni blev ophøjet til helgen og kongens søn, Knud (6) blev kronet og salvet som faderens medkonge og efterfølger. I 1177 trak ærkebisp Eskil sig tilbage som ærkebisp for at gå i kloster i Frankrig, og han udpegede Absalon som sin efterfølger. Absalon takkede i første omgang nej, men året efter overtog han på pavens påbud ærkesædet, samtidig med, at han fik lov til på hidtil uhørt vis at beholde bispesædet Roskilde.

​

Den første tid som ærkebisp var dog ikke uden problemer. Absalon havde indsat sjællandske ombudsmænd i Skåne, krævet at bønderne udførte arbejde for ham og indført bispetiende. Dette førte til, at det i 1180 kom til et oprør i Skåne, hvorefter Absalon måtte flygte til Sjælland. Kun med kongens hjælp og væbnet magt kunne oprøret nedkæmpes.

​

Efter Valdemar den Stores død 1182 fortsatte Absalon det frugtbare samarbejde med dennes søn Knud 6. og agerede som hans rådgiver, bl.a. ved at råde den unge konge til ikke at gentage faderens lensed til den tyske kejser.

​

I 1192 trådte Absalon tilbage som biskop af Roskilde, idet han overdrog hvervet til sin unge nevø Peder Sunesen, mens han gjorde en anden nevø, Anders, der skulle blive hans efterfølger som ærkebisp, til kongens kansler.